Giv gerne dit besyv med på de forskellige løsninger. Jo flere, der tænker med, jo bedre spejdercenter får vi.
På baggrund af turen har vi defineret 3 hytter. Aktivitetshytten har tidligere været tænkt sammen med køkkenhytten. I denne beskrivelse er udgangspunktet, at det er to funktioner, der kan bygges sammen i en bygning, men også kan deles i to bygninger.
Baggrundsviden
Parkeringspladser
Områderne nord for Store Moselund bliver i dag brugt til langtidsparkering. Området er generelt ret vådt, så der kan være risiko for at sidde fast. Man har derfor brugt det primært til trailerparkering og til biler, der ikke skulle ud i løbet af lejren.
Vejen fra Århusvej til centret
Vejen går gennem Frijsenborgs skov. De har tidligere ikke været begejstret for at udvide vejen, men vi må gerne holde den fri for bevoksning. Man kunne indlede en dialog om vi kunne få lov til 1. at lave et par lommer eller 2. gøre vejen bredere. Det vil gøre det lettere at komme til og fra centret.
Området mellem centret og den nye bebyggelse
Området er vist til salg. Grundejerforeningen er blevet det tilbudt, men har takket nej. Det kunne indgå i planerne at købe området. Det ville muligvis gøre det muligt at lave en ny vej fra Århusvej til centret nord om den nuværende skov.
Værdier for Moselund Spejdercenter
På spadestikmødet kom vi frem til disse tre værdier, der skal ligge til grund for Moselund Spejdercenter:
- Primitiv med vilje
- Stedet med fokus på udendørs spejderaktiviteter og naturformidling
- Plads til vilde projekter, der bliver formet af brugerne
Udlejningshytte
Krav
- Skal have plads til 30-40 overnattende gæster i 4-6 mands værelser
- Skal have aktivitetsrum, der kan rumme alle gæsterne
- Skal have arbejdsrum med plads til 4-6 gæster
- Skal have stort køkken og toiletfaciliteter
- Skal placeres tæt på parkeringspladser til gæsterne
Placeringer
Placering 1
Hytten placeres der, hvor Lille Moselund ligger i dag.
Fordelen er, at udlejningshytten vil ligge for sig selv og kan udlejes uafhængigt af resten af centret, men stadig inddrages efter behov på større lejre. Der vil være en flot udsigt over det sumpede område.
Ulempen er, at alle gæster til hytten skal køre forbi Store Moselund og der skal etableres parkeringspladser tæt på udlejningshytte.
Placering 2 – vores foretrukne løsning
Hytten placeres på området nord for Store Moselund på det område, som bliver brugt til langstidsparkering.
Fordelen er, at udlejningshytten vil ligge tæt på vejen ind til centret og der skal ikke etableres en seperat parkeringsplads. Hytten kan bygges ind i engen, der skråner en del, på samme måde som Moesgaard og på den måde forsvinde mere i landskabet.
Ulempen er, at hytten vil ligge lige ved siden af det område, der i dag ofte benyttes til bæver/ulvelejre.
Køkkenhytte
Krav
- Skal have køkken, hvor man kan lave mad til 150-200 spejdere – gerne udekøkken
- Skal have køle- og frysefaciliteter til en centerlejr (3-400 spejdere) og distriktssommerlejr (4-600 spejdere)
- Evt. kan normal kapacitet være til centerlejre. Større behov klares med leje af køle/frysecontainer
- Skal være nem at komme til med trailer eller lastbil for aflæsning af fødevarer
Placeringer
Placering 1
Køkkenhytten placeres der, hvor det nuværende Store Moselund ligger.
Fordelen er, at det er nemt at komme til med trailer/lastbil og evt. køle/frysecontainer. Hvis bæver/ulvelejrpladser er på engen ved siden af Store Moselund, er placeringen god i forhold til madlavning.´
Ulempen er, at den ligger langt fra de tre enge til lejrpladser. Madudlevering vil derfor være et stykke væk for spejdere, der laver mad på deres lejrpladser. For bæver/ulve, der får mad fra køkkenet, vil det være besværligt, hvis de har lejrplads på engene.
Placering 2
Køkkenhytten placeres på aktivitetspladsen ved de tre enge.
Fordelen er, at placeringen er central i forhold til lejre, da den ligger tæt på lejrpladserne.
Ulempen er, at det er svært at komme derned med lastbil. Det kan gå med trailer, men levering af maden til større lejre vil blive meget vanskelig.
Placering 3
Køkkenhytten sammen med udlejningshytten
Fordelen er, at der kun skal etableres et køkken, der både kan bruges ved udlejning af hytten og ved lejre.
Ulempen er, at maden skal transporteres fra hytten ned til lejrpladserne. Det kræver en større logistik ved lejre med 2-300 deltagere, der alle skal have 3 måltider fra køkkenet.
Aktivitetshytte
Krav
- Skal have plads til 100-150 gæster
- Skal have plads til få overnattende, eks en stab på 10-15 personer
- Skal have toiletfaciliteter, der kan håndtere en stor centerlejr/distriktssommerlejr (300-600 spejdere)
Placeringer
Placering 1
Aktivitetshytten placeres der, hvor Store Moselund ligger i dag.
Fordelen er, at hytten kan bruges som ankomstcenter for spejdere. Hytten vil også ligge centralt, når både området ved Store Moslund og de tre enge bruges.
Ulempen er, at på centerlejre, hvor det kun er de tre enge, der bruges, ligger hytten langt fra lejren. Derudover er der nu bygget så tæt på Store Moselund, at fornemmelsen af at være på et spejdercenter bliver påvirket af, at man kan se bebyggelse.
Placering 2
Aktivitetshytten placeres på aktivitetsengen ved siden af de tre enge til lejrpladser.
Fordelen er, at hytten vil ligge centralt placeret i forhold til lejrpladserne. De store områder ved Store Moselund kan stadig benyttes til aktiviteter og parkeringspladser, men områderne i skoven bliver der, hvor lejren har sit naturlige center.
Ulempen er, at det kan være vanskeligt at komme derned med en trailer. Derudover er der udfordringer ved kloakering, som dog måske kan løses ved at koble på kloakeringen ved DDS’ernes hytte.
Placering 3
Aktivitetshytten placeres samme sted som Svellehytten i dag.
Fordelen er, at hytten ligger centralt placeret i forhold til aktivitetsområder.
Ulempen er, at der skal etableres en separat toiletbygning tæt på lejrpladserne.