Bliv mosmand

Vil du være med til at skabe gode, sjove og trygge rammer for en masse spejdere? Så er det her lige noget for dig!

Ethvert center har en samling gode og dygtige centerfrivillige, der sikrer at alt kører og virker som det skal. På Moselund Spejdercenter er det os, Mosmændene, der har den opgave.

Vi sætter en stor ære i vores bemandede aktiviteter på centeret. Når vi holder centerlejre og MUS-lejre, sørger vi for, at aktiviteterne er sjove, spændende og udfordrende for både spejdere og ledere.

Vi hjælper også til, når distrikterne holder lejre eller når der afholdes DM i Spejder. Her giver vi en hånd med både til de praktiske opgaver, indkøb og afvikling af lejrene.

På Spejdernes Lejr deltager vi også gerne. Her står vi ofte for vores egen aktivitet. Det synes vi er fedt, for det skaber sammenhold og fællesskab, når vi sammen giver en masse spejdere nogle gode oplevelser.

Synes du, at det er fedt at give en masse spejdere nogle fede, udfordrende, spændende, anderledes, inspirerende og lærerige oplevelser, så skal du helt klart være mosmand!

PS: Hvis du tror, at mosmænd kun er for mænd, så tro om igen. De sejeste mosmænd er faktisk kvinder 😀

Om os

Hvor tit mødes vi? Vi mødes ca. 1 weekend hver anden måned og til de lejre, vi afholder på centret. Vi forventer ikke, at du deltager i alt – men vi forventer, at du er aktiv, når du kommer, og melder fra, hvis du ikke gør.

Hvad forventer vi af dig? Vi forventer, at du deltager i at løse de forskellige opgaver. Vi løser opgaver i fællesskab – så du står ikke alene med opgaven 🙂

Hvem er vi? Vi er en flok på ca. 15 stykker i alle aldre. Der er plads til alle – uanset evner, uniformsfarve, køn og yndlingskage 🙂

Vi glæder os til at møde dig!